Vi stod tidlig op og blev hentet af bus.
Turen gik til Mai Cha, som ligger ca. 140 km fra Hanoi en tur på ca. 3 timer. Normalt ville det være en meget smuk tur, men tågen og regnen havde lagt sig tungt over landskabet.
Byen ligger i en dal omgivet af bjerge. I området bor der mange forskellige minoriteter.
Husene i byen er styltehuse, hvor der er boder og husdyr under, hønsene og bøflerne går frit rundt.
Her var pludselig ro og fred efter at have været i hektiske Hanoi.
Beskrivelsen af Mai Chau Eco homestay er, at det er meget simpel og spartansk.
Jeg tror ikke, vi havde gjort os det helt klart. Det var lidt koldt og råt, da vi kom
og selvom værelset var stort og rent, skulle vi lige trække vejret.
Det gjorde det heller ikke bedre, at der løb en stor kakkelak hen over gulvet,
det var så, den eneste vi så.
Vi startede med en frokost og derefter stod det på cykeltur rundt i rismarkerne
og de små landsbyer. Hvilket var en fantastisk oplevelse, hvor vi kom helt tæt på livet.
Også fordi vores guide kendte lokalbefolkningen rigtig godt.
Vores guide var meget sød og hjælpsom.
I de små byer, vi kom forbi sad de og vævede de mest fantastiske stykker stof
til tørklæder m.m.
Vi kom ind og så, hvordan de boede. Her ser vi hvordan de støder risen
og blev også selv sat i arbejde
-cyklede forbi nogle søde kvinder, der var ved at vaske
og sikkert også ordnede verdensituationen...
-hjemme var kvinderne ved at friske templet op med blomster.
og de mennesker der ejede stedet var utrolig venlige og engagerede,
så vores tvivl vendte hurtigt.
Det er ofte kvinderne, der arbejder i rismarkerne
-om aftenen var vi til lokal dans, og havde en rigtig sjov oplevelse.
Vi skulle på tur til Pu Luong reservatet, Ca 35 km bag på en motorcykel
gennem det smukke landskab
Vi kom forbi en fabrik, hvor de lavede spisepinde. Jeg tror ikke, de har noget,
der hedder arbejdstilsynet..
Spisepinde lavet af bambus
Og så på vandretur i reservatet
Naturreservatet var fyldt med flotte risterasser, store bjerge med tætte, tropiske skovsider og små hyggelige landsbyer. På vejen mødte vi forskellige folk, der alle var smilende og imødekommende.
Der skal hentes brænde op hver dag.
Gederne bliver passet.
-imens der bliver passet køer, snittede han lige en lille souvenir af bambus.
Disse små piger var ikke helt enige om, hvordan de skulle tage sig ud på billedet.
Vi spiste frokost i den lokale landsby og så gik turen hjem
- en anden vej, hvor vi forcerede et vejarbejde, men det betyder ikke noget,
de jævnede sandet, så vi kunne komme forbi og så kørte vi igen igennem små byer og rismarkerne.
I dag står den på søndagsmarked, en noget blandet landhandel.
Kvindernes tænder er helt sorte af at tykke på nogle planter.
Derefter skulle vi til 1000 Steps Cave.
Ja, dvs. ca 1000 trapper op, puh ha det var ikke godt for mine ben, der syrede helt vildt, men med en god potion stædighed lykkedes det at komme op til den store grotte. Som absolut var turen værd.
Under krigen havde det været et flugtsted, når bomberne kom.
Dengang var der ingen trin, men de havde løbet op af bjergsiden for at komme i ly.
Ved ikke hvad der ville være nemmest, for trinene var ikke helt lette at gå på.
Dugen er vævet i byen.
Vores udsigt + der hvor vi spiste.
Vores hytte
Lokalt håndarbejde
'
